Vedtægter for Ikast Håndbold

 
§ 1 Navn og hjemsted

Foreningen Ikast Håndbold (IH) er stiftet d 3. juni 2013, efter en stor offentliggørelse af det nye klubprojekt på Idrætsskolerne ISI samme dag. IH er en overbygning på to moderklubber; Ikast KFUM Håndbold og Ikast FS Håndbold. IH har hjemsted i Ikast-Brande Kommune. IH er tilsluttet Dansk Håndbold Forbund (DHF) og Jydsk Håndbold Forbund (JHF) under Danmarks Idræts Forbund (DIF) og er underlagt disses love og bestemmelser.

 

§ 2 Formål

IHs formål er at skabe en forening hvor medlemmerne kan dyrke håndbold. Hertil har foreningen til formål, med udgangspunkt i fællesskab og det sociale liv i klubben, at udbrede kendskabet til håndbold som idræt. Foreningen ønsker også at udvikle medlemmerne sportsligt, personligt såvel som socialt. Det er endvidere foreningens formål at udvikle medlemmernes lyst til at engagere sig og tage et medansvar i foreningen og lokalmiljøet.

 

§ 3 Medlemskab

Optagelse af passive medlemmer kan ske så snart medlemmet er årgang U17 eller ældre. Passive medlemmer har ikke adgang til selve idrætsudøvelsen, men er valgbare til bestyrelsen. Medlemmerne er forpligtet til at overholde foreningens vedtægter og leve op til foreningens formålsbestemmelser. Endeligt afslag på medlemskab af foreningen skal efter anmodning fra den, der ønsker medlemskab, forlægges til generalforsamling.

 

§ 4 Indmeldelse

Indmeldelse sker via IHs hjemmeside: www.ikasthaandbold.dk. Indmeldelse skal aktivt ske hver sæson. Alle indbetalinger fra medlemmer til foreningen, såsom fx turneringsgebyr og tøj køb, skal foregå via IHs hjemmeside.

 

§ 5 Udmeldelse
Udmeldelse sker automatisk ved hver sæsonafslutning.

 

§ 6 Kontingent

Kontingentet, indbetalingsterminer og opkrævningsform fastsættes af forretningsudvalget, som skal drøfte disse punker mindst en gang årligt. Det er kun betalende medlemmer der er tilladt at spille kampe under IHs licens.

 

§ 7 Restance

Jf. §6 skal kontingentet være betalt inden første turneringskamp, dog altid senest 15. september.

 

§ 8 Udelukkelse og eksklusion

Et medlem kan udelukkes midlertidigt eller permanent (eksklusion), såfremt vedkommende handler til skade for foreningen, eller såfremt vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtelser. I sager om 

udelukkelse har medlemmet krav på at sagen afgøres på førstkommende generalforsamling samt at sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt. En generalforsamlings beslutning om eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af foreningens vedtægt.

 

§ 9 Ordinær generalforsamling

Enhver gyldig generalforsamling er foreningens øverste myndighed i alle anliggender. Ordinær generalforsamling afholdes e´n gang årligt inden udgangen af marts måned. Indkaldelse med angivelse af dagsorden skal finde sted med minimum fire ugers varsel. Indkaldelsen skal ske til medlemmerne via IH’s hjemmeside, Facebook og til moderklubberne via deres respektive repræsentanter. Forslag som ønskes behandlet på en ordinær generalforsamling skal være indsendt skriftligt til forretningsudvalget senest to uger før den ordinære generalforsamling afholdes. Alle foreningens medlemmer har afgang til den ordinære generalforsamling, det samme har hvem forretningsudvalget eller moderklubberne måtte indbyde. Alle aktive medlemmer har stemmeret. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde. En rettidig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.

 

§ 9.1 Dagsorden

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:

  1. 1)  Valg af dirigent og referent

  2. 2)  Forretningsudvalgets beretning af det forløbne år

  3. 3)  Forelæggelse af årsrapport (inkl. revideret regnskab) for det forløbne år til godkendelse

  4. 4)  Forelæggelse af forretningsudvalgets budgetforslag for det kommende år til godkendelse

  5. 5)  Behandling af indkomne forslag

  6. 6)  Valg af forretningsudvalgsmedlemmer

  7. 7)  Valg af revisor og revisorsuppleant

  8. 8)  Eventuelt

 

§ 9.2 Generalforsamlingens ledelse

Forhandlingerne på den ordinære generalforsamling ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen og som ikke må være medlem af forretningsudvalget. Beslutninger træffes ved almindeligt flertal. Vedtægtsændringer og beslutning om foreningens opløsning kræver dog jf. § 15 og § 16 et kvalificeret flertal. Afstemningen skal foretages skriftligt så længe mindst fem medlemmer forlanger det. Ved personvalg dog på forlangende. Der udfærdiges et referat over den ordinære generalforsamlings beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af dirigenten.

 

§ 10 Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af forretningsudvalget. Derudover skal der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling af forretningsudvalget såfremt mindst en femtedel af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt fremsætter en begæring med ønske herom til forretningsudvalget med en angivelse af et emne som ønskes behandlet. Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes senest fire uger efter begæringens modtagelse. For så vidt angår krav til indkaldelsen, mødets ledelse, afstemning m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling. 

 

§ 11 Forretningsudvalget

Forretningsudvalget er forenings daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. Forretningsudvalget kan nedsætte nødvendige udvalg til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver. Forretningsudvalget fastsætter selv sin forretningsorden. Forretningsudvalget er kun beslutningsdygtigt, når mindst 4 af dens medlemmer, herunder formanden eller næstformanden er til stede. De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter foreningen i henhold til vedtægten. Forretningsudvalget består af en formand, en næstformand og yderligere mindst 2 medlemmer. Derudover skal de to moderklubber hver være repræsenteret med to personer hver. Forretningsudvalgsmedlemmer vælges for to år ad gangen på den ordinære generalforsamling. Alle personer fra og med den aktuelle årgang U17 er valgbare til forretningsudvalget. Repræsentanterne fra de to moderklubber har på forretningsudvalgsmøderne altid vetoret og kan hindre en beslutning hvorefter denne kan tages tilbage til bestyrelserne i moderklubberne for yderligere gennemgang.

 

§ 12 Regnskab

Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Forretningsudvalget skal inden d 1. marts afgive årsrapport for det foregående år til revisoren. Årsrapporten forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift.

 

§ 13 Revision

På den ordinære generalforsamling vælges for et år af gangen en revisor og en revisorsuppleant. Revisoren skal hvert år i marts gennemgå årsrapporten og påse at beholdningerne er til stede. Revisionsformen er regnskabsmæssig revision og årsrapporten forsynes med en påtegning. Revisoren har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.

 

§ 14 Tegning og hæftelse

Foreningen tegnes af formanden. Ved økonomiske dispositioner over 60.000,00 kr. kræves dog underskrift af formand og kasserer i foreningen. Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom skal godkendes af en generalforsamling. Lånoptagelse på mere end 100.000,00 kr. godkendes af moderklubberne og af en generalforsamling. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser som påhviler foreningen.

 

§ 15 Vedtægtsændringer

Ændring af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling når mindst to tredjedele af de angivne stemmer er for forslaget.

 

§ 16 Opløsning

Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særligt indkaldt ekstraordinær generalforsamling. For at denne er beslutningsdygtig kræves at mindst to tredjedele af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede. For at forslaget kan vedtages kræves at mindst tre fjerdedele af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtigt, indkaldes til en ny generalforsamling. På den nye særlige ekstraordinære generalforsamling træffes beslutningen igen med ovennævnte stemmeflerhed uanset hvilket antal stemmeberettigede deltagere der er til stede. Ved opløsning af IH hæfter moderklubberne for evt. underskud og modtager et evt. overskud til ligelig fordeling.